Jon Auring Grimm og Stine Zink Kaasgaard fra Eksistensfilosofisk Akademi bidrog med følgende indspark til Danmarkskanonen. Den værdi vi fremhæver er dog ikke særegent dansk, heldigvis!

________________________________________

Åbenhed

Der gives ikke nogen samlet og entydig fortælling om Danmark og danskerne. En sådan fortælling er altid udtryk for en særlig normativ praksis, en særlig værdipolitisk agenda. Når vi fremhæver åbenhed er det med andre ord ikke fordi, dette begreb kendetegner enhver i Danmark eller danskerne til alle tider, men fordi reaktionære og antiprogressive kræfter, altid har været mødt af kræfter der har insisteret på den åbne og endnu ikke afsluttede fortælling om vores kultur og vores fællesskab. Denne åbenhed, ikke bare forstået som en imødekommenhed, men som en styrke til at bære en uafsluttet fortælling, er værd at insistere på og at fremhæve. Ikke alene som noget særligt dansk, men som en grundlæggende menneskelig egenskab.

Det åbne samfund giver således ikke forrang til det særligt danske, men til mennesket først.

Er det ikke særligt dansk, at vi ser mennesket før vi ser danskeren? Mennesket før vi ser kontanthjælpsmodtageren, bådflygtningen, kollegaen, borgeren, forbrugeren, forbryderen, den prostituerede, skattebetaleren, skyldneren, bidragsyderen, jobskaberen, muslimen, grisegnaskeren.

Hvis det ikke stadig er det, burde det være det.

Enhver kultur der ikke formår at række ud over sig selv ender med at stagnere, blive dekadent med Nietzsches ord. Det kan være nemt at dække sin blottede eksistens bag et panser, som Løgstrup bemærker i den etiske fordring, og et sådant panser kan være en normativ og ekskluderende fortælling, danskheden, danske værdier, lukkede værdifællesskaber bag lukkede grænser. I den henseende står den åbne fortælling ikke i modsætning til kærlighed til lokalområdet, egnen, landet, tværtimod, men derimod er den et udtryk for en kærlighed der udmærket blev opsummeret af Camus da han skrev: ”Jeg elsker mit land for meget til at være nationalist”.

Vi har rigtignok vores historie og danskeren er som sådan et begreb, der finder sin identitet i en historieskrivning, men ethvert fremskridt i historien er netop et resultat af, at den gældende fortælling ikke er blevet betragtet som noget afsluttet. At der er noget ubestemmeligt og åbent i fortællingen, som stadig er og altid bør være til forhandling. Det er nemlig mennesket der er bærere af historien og det er mennesket der tynges af historiens normative fortællings tvang, hvis det ikke stritter imod. Og hvad vil det i det hele taget sige at ”være dansk helt ind i hjertet” hvis man ikke er menneske først?

Det bekræftende i en åben fortælling er med andre ord ikke noget særegent dansk, men denne styrke, som åbenheden er, har vedvarende præget udviklingen i det danske samfund og vedvarende modarbejdet totalitære tendenser, lukkede fortællinger og stagnerede dekadente værdier.

Den åbne fortællingen rummer nemlig styrken til at stille spørgsmåltegn ved sig selv.

Når vi fremhæver åbenhed er det fordi den har præget vores samfund og det finder vi blandt andet belæg for i nedenstående:

Denne åbenhed finder udtryk i vores frisind
Denne åbenhed finder udtryk i vores imødekommenhed
Denne åbenhed finder udtryk i vores åbne politiske kultur
Denne åbenhed finder udtryk i tilliden

Vi skal bevare og værne om den styrke det er at insistere på at være et åbent samfund. Et åbent samfund er også et blottet samfund, men denne blottelse er vores styrke, da den er forudsætningen for ethvert møde og enhver imødekommenhed. Derfor bør man også modarbejde enhver tendens til at lukke fortællingen om Danmark og danskerne.

Den styrke, som åbenheden er, har altid kendt sit modstykke i det danske samfund. Der var reaktionære der modsatte sig at fruentimmere og tyende skulle have stemmeret i 1915, der var reaktionære kræfter der modsatte sig den seksuelle frigørelse og ungdomsrevolutionen i tresserne og så videre. Intet samfund er homogent og enhver værdi der gør sig gældende i en kultur, kender også altid sit modstykke. Og netop denne uensartethed rummer åbenheden.

Derfor skal vi insistere på åbenheden som værdi, ikke som en særegen dansk værdi, selvom den vedvarende, trodsigt og stædigt har gjort sig gældende i dansk kultur, men som en almen menneskelig værdi. At insistere på åbenheden som en særegen dansk værdi, ville slet og ret være at underminere selvsamme værdi.

– Eksistensfilosofisk Akademi, Jon Auring Grimm & Stine Zink Kaasgaard