Hvorfor begyndte I Eksistensfilosofisk Akademi?

Jon: Det var i bund og grund som en reaktion på og protest imod tendenser i den herskende samfundsoptik og det manglende rum for fordybelse, der følger med. Både hvad angår, hvorledes vi anskuer mennesket i samfundet, vores uddannelsesinstitutioner og kulturen.

Stine: Helt konkret var vi frustrerede over at se, hvordan der bliver skåret i økonomien på uddannelsesområdet (faktisk på alle områder, der menneskelig talt har betydning). Der var lige blevet fyret 200 ansatte ved Københavns Universitet, og det var anledningen til, at vi endnu en gang talte om, at der foregår nogle tvivlsomme prioriteringer i samfundet. Det gik op for os, at vi ikke bare kunne tale om det, men at vi måtte tage konsekvensen af vores tanker. Hvis universitetet ikke længere kan være garant for den frie og kritiske tanke, fordi det nu også skal kæmpe på det frie markeds betingelser, så må et sådant rum åbne sig andetsteds. Dermed begyndelsen.

Hvad nytter det i det hele taget at snakke om eksistens?

Jon: I produktionen af vores verden, den måde vi tager den i besiddelse på, vores samfundsfortællinger og den måde, vi orienterer os på i det hele taget, er der en rest der ikke kan omsættes. Det unyttige. At hengive sig til det, er det der kan give meningsfylde, der ikke skal tjene andre formål end sit eget. I dag skal du arbejde for at have et værdigt liv, du skal ikke danne dig, men opgradere dig til version 2017. Du skal være et kompetent og livsdueligt menneske, så du kan virke i samfundet (som i dag er en konkurrencestat!). Nuvel, det kan være, vi lige smider lidt mindfullness i din hat, så du ikke glemmer dig selv, og vi ved jo også, at glade arbejdere er effektive arbejdere. Og hvis du vil ændre noget, er det primært gennem forbrug, en art frihed på markedspræmisser. Men hele denne nyttige og funktionalistiske optik, der gennemsyrer vores samfund, er fremmedgørende. Det er det unyttige menneske, det gælder!

Men det handler jo ikke blot om vores selvforhold, hvor vi skal huske på, at vi ikke blot er nyttedyr. Vi vurderer også andre mennesker på, hvorvidt de er til nytte for vores samfund. Flygtninge. Kan det betale sig? Arbejdsløse? Har tilsyneladende først et værdigt liv, når de er aktiverede og i arbejde. Hvad er det for et parameter om fortjeneste, der har sneget sig ind, når vi skal tage stilling til, om vi skal hjælpe andre?”

Stine: Det korte svar er, at det ikke nytter at tale om eksistens – og det er netop den uindskrænkede værdi. Det nytter ikke, og derfor vender vi bestandigt tilbage til det. Alt, hvad der er stort i og ved tilværelsen nytter ikke en skid, og deri ligger det i sandhed store. Det kommer ikke til os som en handelsvare, men det kommer over os, som en ubønhørlig trang til at forstå, hvad i alverden tilværelsen vil os. Som kærligheden, der overfalder os og sætter alt andet i bero eller parentes. Det kan godt være, at vi er succesfulde og smarte og velklædte og opstemte i vores almennyttige værdi for alverden – særligt for fremskridtet og vækstkurven og den personlige “like-rate”. Ind imellem kan vi blive mindet om, at al denne gøren og laden og succes slet ikke er alvor – eller ikke for alvor giver os den mening, vi i en anden forstand søger. Filosofien giver ikke nogen endegyldige svar i den henseende, naturligvis, men den kan åbne begreberne for os, sætte tingene frem på måder, der gør os i stand til at betragte de grundlæggende vilkår på en anden måde. Filosofien kan give form til vores spørgen. Det er i og for sig nyttigt, men ikke på den måde, vi har lært at tænke nytte.

Jon: Det er altså ikke udelukkende ud fra en betragtning om, at vi synes eksistens er spændende, men tillige fordi, at det at tænke herom ufravigeligt vil få os til at stille spørgsmål til, hvorledes vi i det hele taget organiserer vores samfund, vores forhold til hinanden, ”naturen” og andre levende væsner. Man kunne selvfølgelig sige, at vi burde tage specifikke samfundsproblemer op og adressere dem direkte, men der er faktisk en selvstændig pointe i ikke at kvalificere sin optik med henvisning til andet, end at det giver tilværelsen dybde. Og denne dybde kan efterfølgende danne et resonansrum for de aktuelle samfundsproblemer. Hvad nytter det eksempelvis at snakke om arbejdets værdighed (et tilbagevendende tema på tværs af fløjene), hvis vi slet ikke har tænkt over, hvad værdighed i det hele taget er?